PRESSEMEDDELELSE

TEMAUDSTILLING: FARVEN LILLA i ÅGALLERIET


Ågalleriet i Frederiksværk vil i hele Juli måned skifte kulør og danne rammen for den årlige Tema-udstilling. Temaet i år er: Farven Lilla.
Det er sjette år i træk Tekstilduoen RAA, brodeuse Rikke Ruff og tekstilkunstner Annette Aare arrangerer denne fælles begivenhed.
Enhver har kunnet melde sig til projektet med netop den håndværksmæssige genre, som man særligt brænder for. Gennem årene har stilarterne været vældig varieret, svingende fra vovede væverier, strikkede skulpturer, filtede finurlige finesser, vilde vægmalerier, gedigne glas- og træobjekter, 3D-mix-media, store spændende installationer og miniature genstande.

Den første Tema-udstilling hed: Sommer ved Åen, dernæst: Små Huse, de tre følgende udstillinger havde et dobbelttydigt begreb: Meloner, Skrubber og Masker. Temaet i år måtte derfor gå en ny vej, for at fremme foranderligheden. Kunsthåndværkere fra hele landet kan byde ind med tre værker hver, der har gennemsnitlig været omkring 30 deltagere pr. udstilling.

Sidste år bød udstillingen tilmed på et kollektivt udført maga-puslespil i filt på 150 x 200 cm. Deltagerne dekorerede 60 filtbrikker, som blev samlet og afsløret på ferniseringen, som ét stort tekstilt billede.

I år er der igen taget initiativ til et kollektivt projekt. For at få en kontrast til den lilla farve vil gule tennisbolde komme i spil.
Oplægget er at dekorere max. tre tennisbolde, som derefter vil blive sammensat et fælles værk, der afsløres på ferniseringen.

Der er Fernisering LØRDAG d. 1. JULI kl. 14:00

Tema-udstillingen er derefter åben hver dag fra kl. 13 -16
Fra d. 1. til og med d. 28. Juli 2017.

Tekstilduoen RAA blev dannet i 2012 og har arrangeret adskillige events og udstillinger i Frederiksværk, bl.a. Kunst på Flugt i Gjethuset samt Håndarbejdets Dag, der afholdes på Frederiksværk Bibliotek første torsdag i november, hver år.



Ågalleriet. Hans Futtrups Sti 4. Krudtværksområdet. Frederiksværk.

Udvalgte kunstværker

I arbejdsprocessen kombinerer jeg ofte de traditionelle teknikker, f.eks. kelim, kamning m.m. Jeg arbejder gerne med forskellige materialer i mange kvaliteter, der giver værkerne en struktureret reliefvirkning. Jeg kan godt lide at skabe abstrakte værker med en naturalistisk undertone. Det giver mange muligheder for igen og igen at opdage nye ting i værket. Målet skulle gerne være, at beskueren forbinder mine værker med sin egen verden.
 
På det seneste har jeg arbejdet med vævede collager, hvor jeg har sammensat fibre, bånd, papir, metaltråd. Oven på det, har jeg malet med sand, perler og metalstøv.